Brød · Koldhævet · Surdej
Milles surdejs-focaccia (1 fad)
Luftig, koldhævet focaccia på surdej med Vild Hvede og purpurhvede. Sprød og gylden på toppen, med olivenolie, flagesalt og evt. rosmarin. Nem at gå til og bages i ét fad.
· Vild Hvede
Gå til opskriften ↓
Ingredienser
- 120 g aktiv surdej
- 500 g mel (400 g Vild Hvede og 100 g purpur grov)
- 10 g salt
- 380 ml vand
- 20 g olivenolie
Du skal bruge
Vand, surdej, mel, salt, olivenolie, vægt, skål, ske og evt. dejskærer.
1. Aktivér surdejen
Tag surdejen frem og fodr den, som du plejer før bagning. Rør til en ensartet masse og lad den stå ved stuetemperatur, til den er aktiv og luftig.
2. Saml dejen
Kom ikke for koldt vand i en stor skål og rør surdejen ud i vandet. Tilsæt mel og salt.
Rør dejen sammen med en ske, til alt melet er samlet. Dejen skal være blød og lidt klistret. Lad dejen hvile 45 minutter.
3. Fold dejen
Nu skal glutennetværket styrkes. Med våde hænder eller en ske:
- Træk forsigtigt op i dejen.
- Fold den ind over sig selv.
- Gentag dette 3–4 gange med ca. 20–30 minutters mellemrum.
Lad herefter dejen stå ved stuetemperatur i alt ca. 1 time, til den virker luftig og levende.
4. Koldhæv natten over
Sæt dejen på køl natten over i skålen.
5. Efterhæv i fad/form dagen efter
Beklæd et fad eller en bradepande med bagepapir, dryp med olie og hæld dejen forsigtigt over i formen.
Dryp lidt ekstra olivenolie over dejen og tryk den godt ud i formen. Lad dejen efterhæve 1–3 timer ved stuetemperatur, til den er tydeligt luftig.
Tryk forsigtigt små fordybninger i dejen med olierede fingre. Drys salt og evt. rosmarin.
6. Bag focacciaen
Forvarm ovnen til 250 grader over-/undervarme. Bag focacciaen i ca. 35 minutter, til den er gylden og sprød på toppen.
Skru evt. ned efter 10 minutter til 220 grader. Lad den køle af på en rist før servering.
Find melet til opskriften
Vores mel er stenkværnet her på gården, og vi maler hver uge, så det er så friskt som muligt.